USA og Canada står øverst på listen over lande, som danske studerende vælger, når de tager et udlandsophold i forbindelse med studiet.
Det fremgår af oplysninger fra Danmarks Statistik om studieåret 2010-11.
Mere end 900 af de 7200 udrejsende studerende vælger USA eller Canada. Andre engelsktalende områder som Australien og New Zealand samt Storbritannien og Irland følger efter som de næstmest populære områder.
I alt 28 procent af de danske studerende endte i et engelsktalende land. De nordiske lande samt Tyskland er også populære områder med hver ca. 400 danske studerende på udvekslingsophold.
Hvor 7200 danske rejste ud, kom der samtidig 9900 studerende fra andre lande til Danmark.
Flest kom hertil fra Frankrig, der sendte ca. 1000 unge på dansk ophold. Også Tyskland, USA og Spanien sendte flere end 900 studerende til de danske uddannelsessteder.
Fra de nordiske lande kom 800 studerende, mens Italien og Polen hver sendte flere end 500 studerende på udveksling i Danmark.
De danske studerende tager gennemsnitligt på kortere udvekslingsophold end studerende fra udlandet, der tager ophold i Danmark.
Ni ud af 10 danske studerende tager på udvekslingsophold i højst seks måneder. For de udenlandske studerende i Danmark gælder, at ni ud af 10 opholder sig her i mellem fire og 11 måneder.