Forklaringen ifølge undersøgelsen er, at der er en sammenhæng mellem at bo i byen, have kort rejsetid til jobbet og at arbejde fuld tid som kvinde, skriver Fagbladet 3F.
Kvinder bidrager nemlig mere end mændene til at få familie- og arbejdsliv til at gå op. Så når kvinder vil arbejde fuld tid, skal arbejdet helst ligge forholdsvist tæt på. Her passer storbyen bedst. Kvinden skal nemlig lige nå inden om børnehaven og supermarkedet. Manden, derimod, får generelt mere frihed til at kunne køre langt for at komme på arbejde, viser studiet.
- Det er kvinderne, der tilpasser sig for at få familielivet til at gå op, siger Randi Hjorthol. Hun har sammen med sin kollega Liva Vågane kortlagt sammenhængen mellem bopæl, arbejdssted og heltidsarbejde.
Mænd har gennemsnitligt 7,4 kilomenter længere vej til jobbet end kvinder. Det gælder både i Norge og i Danmark.
- Ud fra vores analyser ser det ud som om, at den kompakte by, som tilbyder kortere vej til job og kortere vej mellem institutioner, giver kvinderne bedre forudsætninger for at arbejde heltid, siger Randi Hjorthol.
Studiet viser, at kvinder, som bor i udkanten af byen, og dermed oftere har længere rejsetid til arbejdet, især arbejder på deltid. Deres mandlige partner har også længere rejsetid til jobbet. Men de arbejder derimod på fuldtid.
- Så længe det først og fremmest er kvinder, som tilpasser deres arbejdstid og afstanden til arbejdet for at få familielivet til at gå op, så vil regional spredning i jobmarkedet være til fordel for mænd. Mænd kan rejse langt for at komme på arbejde. Mere uafhængigt af familien end kvinden, siger Randi Hjorthol.