Over hele kloden er der forargelse over den atomprøvesprængning, som Nordkorea foretog natten til tirsdag dansk tid.
- Det er dybt beklageligt og en klar overtrædelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner, siger Yukiya Amano, der er chef for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), i en erklæring.
Også EU's udenrigschef, Catherine Ashton, fordømmer Nordkoreas atomprøvesprængning "på det kraftigste" og kalder den "en alvorlig trussel mod varig fred på den koreanske halvø" og mod både den regionale og internationale sikkerhed og stabilitet.
- Denne atomprøvesprængning er endnu en åbenlys udfordring af de globale ikkespredningsaftaler, og den er et direkte brud på Nordkoreas internationale forpligtelser til ikke at fremstille eller afprøve atomvåben, siger Ashton i en pressemeddelelse.
/ritzau/