Skal Danmark-Spanien spilles foran 20.000 tilskuere i Århus eller foran 51.500 tilskuere i Hamborg?
Hvis man spørger DBU, er der ingen tvivl: Alle planer om at flytte landsholdets næste EM-kvalifikationskampe til udlandet er skrinlagt, fordi UEFA ikke vil give Danmark lov til at spille uden for landets grænser.
Men det har UEFA aldrig sagt.
William Gaillard, talsmand for UEFA, siger til Nyhedsavisen, at Danmark da bare kan spørge om lov til at flytte kampene. DBU s informationschef, Lars Berendt, henviser til en meddelelse fra UEFA, hvor der står, at UEFA s disciplinærkomité »bekræfter panelets intention om, at kampene skal spilles i Danmark og ikke i udlandet.« – men den formulering kan også ses som en kattelem i forhold til det oprindelige krav om, at Danmark skal spille 250 kilometer fra København.
Ikke noget forbud
UEFA s talsmand, William Gaillard, afviser da også, at UEFA har nedlagt forbud mod, at Danmark spiller i udlandet.
»I teorien skal hvert forbund spille deres officielle kampe på eget territorium, men undtagelser kan blive givet af UEFA, så længe det er et stadion, der lever op til kravene. For eksempel kunne Danmark spille i Hamborg. Det ville være muligt, men Danmark ville skulle spørge om lov først,« fortæller han og nævner, at for eksempel Tyrkiet tidligere har spillet kvalifikationskampe i Tyskland, fordi de var blevet dømt til at flytte kampene. Der var ganske vist tale om VM-kampe og en straf, som var blevet givet i FIFA-regi, men som William Gaillard forsikrer:
»Jo jo, men vi plejer at følge FIFA"s eksempel.«
William Gaillards forsikringer får dog ikke DBU til at skifte holdning: Lars Berendt understreger, at DBU fastholder sin oprindelige fortolkning om, at UEFA vil have, at kampene skal spilles i Danmark.
Manden, der har ansvaret for AOL Arena i Hamborg er øverste chef hos Hamburger SV, Bernd Hoffmann, og han vil meget gerne byde de rød-hvide velkommen.
Fussball-highlight
Ikke mindst er han sikker på, at kampen mod Spanien vil kunne trække fulde huse.
»Det er en beslutning, som DBU skal træffe, men naturligvis ville vi glæde os efter de gode erfaringer med VM sidste sommer, hvis vi kunne arrangere sådan et fussball-highlight her. Det ville helt sikkert vække stor interesse. Ikke kun i Danmark, men også i hele Nordtyskland,« siger Hoffmann.