De danske feltpræsters provst er klar til at gå i fængsel for sin tavshed.
Det melder han nu ud efter en retsafgørelse i Københavns Byret, der kan betyde, at feltpræsternes psykologkolleger kan blive tvunget til at bryde deres tavshedsløfte i vidneskranken.
"Jeg kunne aldrig drømme om at bryde min tavshedspligt. Og så kan de ellers dømme mig til fængsel. Jeg bryder den aldrig," siger hærprovst Ole Brehm Jensen, der har været feltpræst for udsendte danske soldater i eksjugoslavien og Afghanistan.
Han er rystet over sagen i Københavns Byret, hvor en kvindelig psykolog er blevet indkaldt som vidne i en sag om fangemishandling i Afghanistan, hvor hun er blevet pålagt at referere fra fortrolige samtaler med en soldat.
"Hvis det her får konsekvenser for feltpræster, så mener jeg, at der er en lov over loven. Men det er jo et samvittighedsspørgsmål for den enkelte feltpræst," siger Ole Brehm Jensen.
Psykologen fra sagen om fangemishandling nægter at bryde sin tavshed, og derfor skal det nu prøves ved Østre Landsret.
Først derefter vil afgørelsen få gennemslagskraft i forhold til psykologers tavshed, understreger landets førende ekspert i retsplejeloven, Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.
Men præsternes tavshed vil under alle omstændigheder ikke blive påvirket af afgørelsen, fortæller han. Præster han nemlig et juridisk "helle".
"Præsters tavshedspligt kan ikke brydes ved domstolene. Så de vil aldrig komme i en situation, hvor det bliver aktuelt. En psykolog er omgivet af et sæt regler, mens præster i Folkekirken og andre trossamfund er omgivet af et andet sæt regler.