Klokken ni den morgen i juni gør Birthe Nørgaard noget, hun aldrig har gjort før.

Hun ringer til legestuen og spørger, om der er plads til Anna. Normalt går træningen ellers tidligt i gang med krydsøvelser, oplæsning af kort med tilhørende billeder, tryk af forskellig slags på huden og krybetræning.

Men denne dag græder to-årige Anna. Og siger nej. Hun vil ikke.

Gennem mere end et år har Birthe og hendes kæreste Thomas Stilling trænet deres lille pige efter den amerikanske metode Doman, der skal styrke hjernen, så barnet kan fungere på trods af sin spasticitet.

Hver dag har Birthe arbejdet med øvelserne for at give sin datter en chance for et helt normalt liv. Uden det ståstativ, som hun er spændt fast til. Uden den smæk, der samler hendes spyt op. Uden konstant at være afhængig af andre mennesker.

Penge bekymrer

Men denne dag kan Birthe ikke mere. Hun har gået og været ked af det, fordi Anna er begyndt at savle igen.

Det er som om, hun er gået tilbage i sin udvikling, og Birthe er bange. Bange for om de gør noget forkert. Hendes venner siger til hende, at Anna også burde være sammen med andre børn. Lege. Det ved Birthe godt. Men hun ved også, at hvis Anna ikke træner konstant, så når de ikke programmet. Og hvis de ikke når programmet, så er det ikke sikkert, at Anna bliver et normal barn. Det er målet.

De har været tre gange i USA, og hver tur koster 60.000-70.000 kroner. Det er også pengene, der bekymrer Birthe, så hun bliver opgivende. Hun aner ikke, hvordan de skal skaffe de mange tusinde kroner til den næste tur. Oven i det hele har de også lige købt nyt hus for at få mere plads at træne Anna.

Bange for at miste job

»Jeg ved ikke lige, om der bliver plads til Thomas,« siger Birthe, når hun taler om det nye hus.

Hun smiler, når hun siger det, men deres parforhold er sat på en hård prøve. Thomas arbejder stadig alt, hvad han kan som køkkensælger. Birthe er bange for at miste sit arbejde som souschef i en vinhandel. Indtil nu har hun haft orlov. Men det er måske snart slut. Det går hende også på. Så er hun ikke vinmand mere. Så er hun bare Birthe.

Parret har snakket meget om fremtiden. Både om deres og om Annas.

Birthe har sagt, at hvis Thomas ikke bakker hende noget mere op, så bliver det svært for hende at holde gejsten oppe. Så stopper træningen helt. Det vil de begge to gerne undgå.

Derfor er Thomas begyndt at spille en større rolle i det omfattende program. Hver morgen tager han Anna op og søger for at være sammen med hende, mens Birthe tilbereder kød og grøntsager i køkkenet. Ud over træningen følger Anna også på en helt speciel madplan, der giver hendes krop og hjerne netop den energi, der skal til for, at alt bliver optimalt.

»Ak for ma«

Et par dage efter opkaldet til legestuen er træningen igen i fuld gang. Anna sidder spændt fast i sit ståstativ i køkkenet og samler halve kirsebær op med fingrene. Birthe er i gang med at bage en slags pandekager af en speciel grød. Den ene hjælper har netop afsluttet en omgang ABR-massage, og Anna er i hopla. Dagen før sagde hun:

»Ak for ma«, da hun var færdig med at spise.

Birthe var blevet lykkelig og havde lyst til at fare op i soveværelset, hvor Thomas lå og sov. Men hun styrede sig og belsuttede at vente.

Hun har også lagt mærke til, hvordan Anna er begyndt at ae sine dukker. Når hun ser sin datter sådan, så føler hun, at hendes datter er præcis som alle andre børn. Hun ved godt, at Anna mangler noget i forhold til sine jævnaldrende, men hun er jo heller ikke sammen med nogen.

I stedet for at fokusere på det, som Anna går glip af, fokuserer Birthe på alle de ting, hendes datter nu er i stand til. Hun kan tegne, og hun kan lege. Det er mere, end hun turde håbe på, inden de gik i gang.

Tilbage i udvikling

»Pust på pandekagen, den er varm,« siger Birthe og puster.

Anna former munden i en tragt og sender lidt luft ud. Nogle gange siger hun højt 'nej', når hun ikke vil træne. I sidste uge ville hun hellere med naboen hjem end at blive i huset og træne. Det fortæller Birthe, at hendes datter nok skal klare sig i livet. Også uden sin mor og far omkring sig altid.

En lang spyttråd forlader Annas mund og løber ned på den specielle stol. Det bekymrer Birthe, at Anna er begyndt at savle igen. Det var hun ellers stoppe med. Det er først for nylig, at Birthe læste på nettet, at børn, der træner ABR-massage, går tilbage i deres udvikling, før de begynder at gå frem. Hun håber virkelig, at det er sådan, det hænger sammen.

I det nye program fra USA skal Anna have en blanding af ilt og kuldioxid. Når de flytter i det nye hus den 1. juli, skal det nye program rigtig trænes, så Anna kan blive endnu bedre.

Mere lykkelig

Birthe kan se, hvor stolt hendes datter er, når hun har opnået noget nyt i træningen. Selvfølgelig vil hun gerne have, at der sker noget mere hele tiden. Det er også derfor, hun nogle gange bliver utålmodig. Det er, når Anna ikke kan så meget, som hun havde håbet.

I den nye mødregruppe, som Birthe er begyndt at komme i, hvor mødrene alle har hjerneskadede børn, snakker de tit om det, der er ubærligt at tale om. Hvad hvis deres børn ikke bliver normale?

Birthe er blevet spurgt, om hun vil blive mere lykkelig, hvis Anna kommer op og gå. Hun har svaret, at det vil hun nok ikke. Anna vil jo stadig være den, hun er. Ønskebarnet.

Tanken om, at Anna måske ikke kunne et normalt barn, blev straks jagtet ud af Birthes hoved, hvis den viste sig for et år siden.

Nu tænker hun, at hun måske godt kan leve med, at hendes datter ikke bliver helt rask. Men kun næsten rask.