Stod det til Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen, blev der slet ikke udskænket alkohol til elever under 18 år til fester på ungdomsuddannelserne.
Men det er kun et mindretal af uddannelserne, som følger anbefalingen.
Det viser en rundspørge, som Politiken Research har foretaget blandt 97 uddannelsesledere, der repræsenterer 165 ungdomsuddannelser.
Syv ud af ti svarer, at de slet ikke har en aldersgrænse for, hvem der må købe alkohol, og det skurrer i ørerne på Sundhedsstyrelsen.
- Vi anbefaler ungdomsuddannelserne, at de overholder den aldersgrænse på 18 år for udskænkning af alkohol, som gælder uden for skolerne, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm til Politiken.
- Uddannelserne definerer festerne som private, og derfor kan de udskænke alkohol. Men festerne er meget store, og der er ofte ikke så mange voksne til at støtte og vejlede de unge, tilføjer hun.
Kit Broholm vurderer, at unge bliver udsat for et "massivt drikkepres" på ungdomsuddannelserne.
- Vi skal have ungdomsuddannelserne som medspillere, for forældre tør ikke kræve af deres børn, at de ikke drikker alkohol, når de ved, at det vil være forventningen til fester på gymnasiet, siger hun.
Lægeforeningen er enig i synspunktet.
- Danske unge har europarekord i at drikke sig fulde, konstaterer formand Mads Koch Hansen.
Han mener, at det er et så omfattende problem, at man bør skride ind med et forbud, lyder det.