Coronatiden har budt på masser af restriktíoner og forbud, men heldigvis slipper vi for et nyt et af slagsen, når der onsdag skal fejres Sankthans rundt omkring i landet.
Beredskaberne i de danske kommuner har mandag vurderet situationen omkring Sankthans - og om der skulle udstedes et afbrændingsforbud i lyset af de mange dage med tørke og varme. Og Konklusionen lyder altså, at der ikke bliver behov for noget forbud mod åben ild på onsdag.
Og dermed kan bålene altså tændes og heksene sendes til Bloksbjerg.
- Det seneste døgns udvikling i vejret har haft en positiv landsdækkende indvirkning på brandfaren, ligesom de nyeste prognoser frem mod onsdag også er gode i den henseende. Samtidig er der hos beredskaberne et for årstiden normalt aktivitetsniveau for bekæmpelse af naturbrande, og altså ikke en markant stigning på den front, lyder det i en pressemeddelelse fra de danske beredskaber.
Det understreges dog, at man ikke skal glemme den sunde fornuft - og at gode råd for brug af åben ild stadig gælder.