Med præsentationen tirsdag af en mindretalsregering fik landsstyreformand Kim Kielsen for Siumut foreløbigt lagt låg på Grønlands ugelange politiske krise.
Men den nye koalition kommer på hårdt arbejde i de kommende uger.
Sådan lyder vurderingen fra to grønlandskendere.
- Selv om der har været et par eksempler, har der i nyere tid været en udtalt norm om ikke at have mindretalsregeringer, siger Rasmus Leander Nielsen, adjunkt ved Institut for Samfund, Økonomi & Journalistik ved Grønlands Universitet.
- Grønland skal virkelig til at prøve kræfter med en ny parlamentarisk situation. Vi kaster os ud på dybt arktisk vand her. Spørgsmålene er: Kan det lykkes? Og kan Kim Kielsen samle flertal løbende?
Krisen begyndte, da Partii Naleraq trådte ud af koalitionen 9. september og sendte regeringen med Kielsen i spidsen i mindretal.
Trods intense forhandlinger lykkedes det ikke landsstyreformanden at finde et flertal i landstinget, Inatsisartut.
Derfor præsenterede Kielsen tirsdag en mindretalsregering bestående af Siumut, Attasut og enmandspartiet Nunatta Qitornai.
Og onsdag skyder de grønlandske politikere den nye politiske sæson i gang, hvor flere afgørende politiske spørgsmål skal behandles.
- Der er nogle store knaster, som der endnu ikke er taget hånd om og som skal i gang hurtigt. For eksempel skal der en finanslov på plads. Men finansministeren fra Partii Naleraq hoppede jo af for tre uger siden, siger Rasmus Leander Nielsen.
- Derudover er der den store fiskerilov, som man ikke ved, hvor ender henne.
Han ser dog "konturerne" til aftaler imellem regeringen og støttepartiet Demokraterne i forhold til andre vigtige spørgsmål som minedrift og lufthavne.
På Aalborg Universitet er lektor og grønlandskender Ulrik Pram Gad ikke udpræget optimistisk omkring udsigterne for den nye mindretalsregering.
- Det vil være nyt og spændende, hvis de kan finde ud af at lave den slags forhandlinger.
- Siumut har ikke været gode til det, og Kim Kielsen har slet ikke været god til den slags løbende afstemning af holdninger og skabelse af flertal, siger lektoren og fortsætter:
- Det kan være, han tropper op i morgen som en ny person, og at Siumut bliver et nyt parti, men oddsene er, at det her bryder sammen igen lige om lidt.
/ritzau/