Kineserne siger farvel til hundens år og velkommen til grisens år, når de tirsdag indleder fejringen af deres nytår.
Og midt i nytårsforberedelserne har den kendte tegneseriefigur Gurli Gris indtaget en overraskende hovedrolle.
Det er under et år siden, at en kinesisk platform fjernede 30.000 klip med Gurli Gris, mens statsmedier i Kina advarede om, at den populære tegnefilmfigur var som gift for samfundet.
Men nu er Gurli og hendes venner igen kommet ind i varmen i Kina.
Store plakater med Gurli Gris præger bybilledet, og i legetøjsbutikker bliver merchandise revet ned fra hylderne.
Det tydeligste bevis på, at Gurli og kompagni ikke længere er mål for censur, er, at selskabet bag serien tirsdag har premiere på en ny film i anledning af det kinesiske nytår.
Filmens titel er "Gurli Gris fejrer kinesisk nyt år". Den viser grisen med de menneskelige træk markere årsskiftet med to venner, der er helt nye i seriens univers.
Den ene hedder Jiaozi, hvilket betyder dumpling. Den anden kammerat er Tang Yuan, der betyder risklump. Begge skulle være opkaldt efter lokale delikatesser.
Der er tale om noget af et skifte, siden aviser med forbindelse til landets kommunistparti sidste forår skrev kritiske klummer om Gurli Gris.
Det kinesiske nytår er en enorm fest, der fejres over hele verden.
Nytåret er samtidig anledning til verdens største migration, når flere hundrede millioner mennesker rejser tilbage til deres kinesiske hjembyer for at markere årsskiftet.
Datoen for det kinesiske nytår skifter fra år til år, men falder altid på samme tid som den nymåne, der er i perioden mellem den 21. januar og 20. februar.
I år er der nymåne og dermed nytår den 5. februar.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP