Trods indrømmelser fra Grækenlands kreditorer lykkedes det ikke de tre græske regeringspartier at blive enige om nedskæringer i det kriseramte land.
De to venstrefløjspartier Pasok og Demokratisk Venstre er imod de skrappe arbejdsmarkedsreformer, der blandt andet indebærer lønnedgang i den offentlige sektor og en begrænsning af fratrædelsesordninger.
Beskæftigelsesminister Yannis Vroutsis siger, at den såkaldte trojka - EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) - har opgivet kravet om, at Grækenland skal droppe automatiske lønstigninger.
Men alligevel lykkedes det ikke den konservative premierminister Antonis Samaras at overbevise de to mindre partier om, at de skulle bakke op om spareplanen til 11,5 milliarder euro (knap 86 milliarder kroner).
- Jeg vil ikke acceptere eller stemme for arbejdsmarkedsreformer, som trojkaen kræver, og det vil parlamentsmedlemmerne fra Demokratisk Venstre heller ikke, siger partiets leder, Fotis Kouvelis.
- Arbejdstagernes rettigheder er allerede blevet forkrøblet, og trojkaens krav er ikke andet end en plan der skal eliminere resten, tilføjer han.
Også lederen af socialistpartiet Pasok, Evangelos Venizelos, gentog sin modstand mod reformerne og bad Samaras overbevise trojkaen om at droppe forslagene.
/ritzau/Reuters