Hører du til dem, som kun modstræbende og alt for træt står op halv syv mandag til fredag, men til gengæld nyder at sove igennem lørdag og søndag?
Det behøver du ikke have dårlig samvittighed over, skriver mediet Medical News Today. Din risiko for at udvikle diabetes bliver nemlig mindre, når du indhenter den tabte søvn.
Mange mennesker føler behov for at sove ud, når de endelig har fri, fordi deres arbejdstid ikke passer med deres døgnrytme. Men i vores kultur er vi vant til at hylde a-mennesker - så hvis du tilbringer lørdag og søndag formiddag med at indhente den tabte søvn, har du sikkert fået mange kommentarer om, at du ikke får noget ud af dagen og så videre.
Sover ud efter søvnmangel
Tidligere undersøgelser har vist, at søvnmangel øger risikoen for at udvikle diabetes 2.
Men en ny undersøgelse fra Chicago Universitet viser, at den risiko mindskes igen, hvis du efterfølgende indhenter den tabte søvn.
I undersøgelsen har forskerne målt insulinfølsomheden hos forsøgspersonerne, som først fik besked på at sove 8,5 timer hver nat i fire døgn, efterfulgt af fire døgn med kun 4,5 timers søvn, og til sidst to døgn med cirka 10 timers søvn. Insulinfølsomheden, som hænger sammen med risikoen for diabetes 2, blev påvirket af nætterne med for lidt søvn, men normaliserede sig igen efter de to nætter med lang søvn.
Indtil videre er forsøget dog kun udført på 19 raske personer, så sammenhængen skal undersøges nærmere, skriver Medical News Today.