Efter et teknisk uheld med en computerfejl i Finland som udsatte lodtrækningen, er det nu blevet trukket farverige kugler med de afgørende tal i Onsdags Lotto.
Og hvis du er en af dem, som er ærgerlig over, at du ikke fik spillet i håb om at vinde de mange millioner, som er i den gigantiske SuperPulje, er der håb endnu.
Der blev nemlig heller ikke denne onsdag fundet en vinder, der også havde det såkaldte SuperTal.
Puljen går derfor videre, så nu er der i alt 155 millioner på højkant næste onsdag. En dansker og to andre spillere fik dog fingrene i 1. præmiepuljen, som går til alle med seks rigtige tal - som altså er uden SuperTallet.
SuperPuljen har dermed ikke været udløst siden uge 19 sidste år.
I næste uge er selve SuperPuljen på 146 millioner, mens 1. præmiepuljen i Onsdags Lotto er på 9 millioner, oplyser Dansk Tipstjeneste.
De tre spillere, der ramte onsdagens seks vindertal, var en dansker, en nordmand og en finne. De deler 1. præmiepuljen, og den heldige dansker løber således med en gevinst på 3.376.481 kroner.