Det vat et giftigt pulver, der onsdag blev opdaget i et brev på USA's ambassade i Stockholm.
Det viser en analyse af pulveret, som svensk politi har fået foretaget.
- Det var et giftigt og ætsende pulver, der var i brevet, siger Fredrik Nylén, talsmand for politiet i Stockholm til avisen Aftonbladet.
Ingen mistænkt gerningsmand er anholdt, og politiet har heller ikke sat nogen personer i forbindelse med brevet.
Den amerikanske ambassade i Stockholm blev onsdag ved middagstid evakueret, efter at personalet opdagede et hvidt pulver komme ud af et brev, der var sendt til ambassaden.
Ambassaden var afspærret og evakueret frem til sidst på eftermiddagen, men bombeteknikere og kemiske specialister var i gang med at undersøge brevets indhold.
Der er ingen oplysninger om, hvilket stof, der er tale om.
Ingen af de ansatte på ambassaden har hidtil udtalt sig om sagen.
/ritzau/TT