Det engelske landshold gæster Parken den 8. februar næste år til en testkamp, bekræfter DBU's generalsekretær, Jim Stjerne Hansen.
"Vi har sagt god for en kamp mellem England og et sydamerikansk hold i Parken den 8. februar," siger Jim Stjerne Hansen til Newspaq.
En kilde i det engelske fodboldforbund, FA, oplyser til Newspaq, at modstanderen bliver ingen ringere end VM-overraskelsen Uruguay.
Oplysningen er ny for Jim Stjerne Hansen, der faktisk troede, englænderne skulle møde Colombia, man da de netop har arrangeret en anden kamp denne dag, så er Uruguay en oplagt modstander, siger han.
Tidligere på måneden afviste DBU en kamp mellem Argentina og England i Parken onsdag den. 9. februar, fordi Danmark denne dag selv skal spille venskabskamp på udebane.
Hvem danskerne skal møde er endnu uvist, men Jim Stjerne oplyser i dag, at det formentlig bliver et europæisk landshold, fordi Morten Olsen kun har sine tropper til rådighed i 48 timer.
Når England gæster Parken med alle de kendte stjerne fra tv er det ikke DBU, som står for plæneklip og billetsalg. Den ære tilfalder Parken, men fodboldforbundet har indirekte indflydelse på begivenhederne.
"Efter de internationale regler har vi indsigelsesret, hvis to lande ønsker at spille i Danmark, som i en sådan situation er tredje land. Der har vi som nationalt forbund efter de internationale fodboldregler mulighed for at sige, 'det ønsker vi ikke'. Det har vi så sagt i relation til den 9. februar - men vi har altså sagt ok i forhold til den 8.," lyder det fra Jim Stjerne Hansen.
Årsagen til, at England ønsker at spille venskabskamp i Danmark er såre simpel. Hvis FA afvikler kampen uden for hjemlandet, kan tv-rettighederne nemlig sælges dyrt til en anden tv-station end BBC, der har købt rettighederne til holdets kampe på de Britiske Øer.
Det har endnu ikke været muligt at få oplysningerne om det fine engelske besøg bekræftet af Parken.