En 55-årig mand blev dræbt, da han natten til tirsdag blev ramt af en personbil på motorvejen i nærheden af afkørslen til Vodskov i Nordjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
- Klokken 1.55 får vi en anmeldelse om, at man har set en mand gå på motorvejen syd for afkørslen til Vodskov, siger Per Jørgensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Herefter blev en hundepatrulje sendt til stedet for at gennemsøge strækningen flere gange - dog uden at finde manden.
Efterfølgende gennemsøgte patruljen de grønne områder langs strækningen.
- Lige pludselig kan de høre omkring 800 meter syd for dem, at noget er blevet påkørt, og så skynder de sig at tage patruljebilen derhen. På motorvejen viser det sig så, at en bil har påkørt en mand, siger Per Jørgensen.
Patruljen påbegyndte straks førstehjælp, men mandens liv stod ikke til at redde.
Ingen i den bil, der påkørte manden, er kommet til skade, og alle er blevet tilbudt psykologhjælp.
Familien til den dræbte mand er endnu ikke underrettet.
En bilinspektør er tilkaldt, og Motorvej E45 er spærret på strækningen mellem Vodskov og Bouet i sydlig retning.
Strækningen forventes at blive genåbnet, inden morgentrafikken for alvor begynder, oplyser Per Jørgensen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.