Karina Frimodt og Uffe Holm brager derud af i Vild med Dans, hvor de i fredags gik direkte videre til semifinalerne. Men det hele er ikke ren optur for Karina Frimodt.
Torsdag i sidste uge blev hun fyret fra sit job hos CPH Dans, hvor hun har undervist som danselærer i seks år.
- Jeg blev virkelig rystet og meget ked af det. Mest af alt, fordi jeg ikke skal se mine elever længere. Mange har jeg kendt og bygget op, siden de var helt små piger, forklarer Frimodt til Ekstra Bladet
Uforstående danser
Den professionelle danser forstår ikke, hvorfor ejeren af CPH Dans, Kenneth Stenlund, har fyret hende
- Jeg har været rigtig glad for at arbejde for Kenneth og har aldrig haft problemer med ham. Jeg ville gerne have haft en advarsel først, så jeg havde haft en mulighed for at forklare mig. Jeg synes, at det er en mærkelig måde at gøre det på, siger Karina Frimodt.
Kenneth Stenlund har i en mail til Karina Frimodt elever skrevet, at danselærerens fravær er årsagen til fyringen. Men til Ekstra Bladet siger ejeren, at der også er andre årsager til opsigelsen.
Kilde: Ekstra Bladet