Hvis der er nogen, der kan skrive under på, at der ikke er særlig beskyttelse for ældre medarbejdere i det offentlige, så er det mænd som 62-årige Hansen.
I 2011 blev han fyret efter 41 års ansættelse i Forsvaret som en del af det Forsvarsforliget 2010-2014, der betød fyringer. Indtil sin afskedigelse havde han kun fået gode udtalelser.
Ledelsen: "En særdeles værdifuld medarbejder"
Sidst Hansen blev evalueret var i 2006, fik han ellers 4 point ud af fire mulige i 11 kategorier og 3 point i de fem sidste. Samt en udtalelse om, at han udviste evner og interesse, der langt overstiger, hvad man forventer af en medarbejder på hans niveau. Og at lige meget hvad han var blevet sat til, havde han klaret det med succes. En anden chef tilføjede: ”En særdeles værdifuld medarbejder.”
I de næste år frem til fyringen i 2011 hørte Hansen intet om, at hans arbejde ikke var i orden.
Sagen er en af dem som faglig chef i HK/Stat Tina Green hiver frem, når hun argumenterer for, at der må være særlig beskyttelse af ansatte med lang anciennitet.
Chef, Hansen aldrig havde mødt
For ved fyringsrunden fik Hansen en enkelt dårlig udtalelse underskrevet af en chef, som han havde mødt få gange og hvis projekt Hansen havde udtalt sig kritisk om. Samme chef vurderede, at det jobområde, Hansen havde på det tidspunkt, ville forsvinde på sigt. En begrundelse som HK/stat og Hansen ikke var enig i.
Alt i alt betød det ikke noget, at jobudsigterne for en kontoruddannet mand, der har brugt hele sit liv i Forsvaret er temmelig begrænsede.
Den slags sager gør Tina Green harm.
”Det er en mand langt oppe i 50’erne, der har leveret 40 års upåklagelig tjeneste. Der må gælde samme principper som i det private,” mener hun.