Mens chokket efter gårsdagens varsel om 3.000 Vestas-adskedigelser knap har lagt sig, stiger frygten nu for endnu flere fyresedler.
Den danske vindmøllekoncern kan nemlig næppe forsvare en stor dansk produktion, med mindre Vestas kan score ordrer på havvindmøller til det europæiske marked.
Det vurderer Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, over for dagbladet Børsen.
"Det, der kommer til at drive markedet i Danmark, er havvindmøller, og det skal Vestas med på meget snart, for ellers kan de ikke retfærdiggøre at opretholde en stor produktion i Danmark fremover," siger han til Børsen.
På et pressemøde i går offentliggjorde Vestas' topchef Ditlev Engel ledelsens planer om at fyre 3.000 ansatte - hovedsagligt i Danmark, hvor fire fabrikker bliver lukket.
Det sker, fordi de danske fabrikker har en overkapacitet i forhold til efterspørgslen på det europæiske marked.
"Vi har holdt vejret så længe, vi kunne, til trods for, at vi i første kvartal i år vidste, at vi ikke havde brug alle de folk, som vi holdt fast i," sagde Ditlev Engel til Newspaq.