Ritzau
Opdateret kl. 14:21
Fyns Politi søger personer, der har set en metalgrøn Seat Ibiza i og omkring Tommerup fredag eftermiddag.
Det siger Bjarne Tykgaard, der er vagtchef i Fyns Politi.
Fredag eftermiddag kørte en bil ind i et vejtræ i Tommerup. Tre af bilens i alt fire passagerer omkom i ulykken.
De omkomne er to 17-årige og en 18-årig. Det var den 18-årige, der førte bilen.
En 17-årig befandt sig også i bilen. Han kom alvorligt til skade, men er uden for livsfare.
Politiet efterlyste tidligere lørdag et specifikt vidne - en mand i en sort kabinescooter.
- Han var til stede, mens politiet arbejdede på stedet, men nåede at køre, inden vi fik talt med ham, sagde vagtchef Bjarne Tykgaard til TV Fyn.
Senere oplyser Fyns Politi på X, at det har identificeret manden i kabinescooteren.
- Tak til borgerne for hjælpen, lyder det på X.
Eventuelle vidner bedes kontakte politiet på 114.
Vagtchefen har oplyst til Ritzau, at politiet allerede har talt med vidner i sagen.
Ulykken skete, da bilen med de tre unge mænd kørte ind i et vejtræ ved Tommerup på Fyn.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.30.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget den alvorlige ulykke. En bilinspektør blev tilkaldt til ulykkesstedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/