Til anklagemyndighedens overraskelse har Københavns Byret tirsdag frifundet fire mænd for medvirken til terror.
- Vi er overraskede over, at retten har vurderet beviserne mod de tiltalte anderledes, end anklagemyndigheden har, og at retten er kommet til det resultat, at de tiltalte skal frifindes, siger senioranklager Sidsel Klixbüll.
- Vi vil nu gennemlæse rettens afgørelse grundigt for at se, hvad retten har lagt vægt på, siger hun.
De fire mænd var tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein i forbindelse med hans angreb ved synagogen i Krystalgade, hvor en frivillig vagt om natten 15. februar blev dræbt og to betjente såret.
Et centralt spørgsmål i sagen har været, hvornår Omar el-Hussein havde intentionen om at begå endnu et terrorangrebet, efter at han om eftermiddagen 14. februar havde skudt ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro.
Det spørgsmål er afgørende for, hvornår el-Hussein kunne indvie sine kammerater i planerne og dermed gøre dem til medskyldige.
I tirsdagens kendelse fastslår retten, at el-Husseins planer ikke kan påvises før 14. februar klokken 21.17. På det tidspunkt sad han på en internetcafé og søgte på forskellige adresser, heriblandt adressen på den jødiske synagoge.
Den vurdering overrasker Sidsel Klixbüll.
- Vi mener, at Omar tog beslutningen lang tid før, siger senioranklageren med henvisning til, at mændene derfor havde kendskab til hans planer før det tidspunkt.
Retten vurderer desuden, at de tiltalte ikke har haft en "vedvarende og tæt" kontakt med Omar el-Hussein efter klokken 21.17.
Derfor blev de tirsdag frifundet for medvirken til terror.
Anklagemyndigheden har endnu ikke besluttet, om frifindelsen skal ankes til landsretten.
/ritzau/