Tidligere EU-kommissær John Dalli, der i sidste uge blev tvunget til at træde tilbage som følge af en korruptionsefterforskning, kræver at få sit navn renset.
På et pressemøde i et tætpakket lokale i en kontorbygning lige over for hans gamle arbejdsplads i Bruxelles sender en følelsesladet Dalli onsdag en indtrængende appel til kommissionsformand José Manuel Barroso:
- Jeg ønsker, at hr. Barroso renser mit navn. Det er meget alvorlige beskyldninger. De vil skade min fremtid. Og hele min families fremtid.
- Jeg beder blot om at få situationen bragt tilbage på sporet. Jeg beder ikke om at få mit job igen. Det handler om at rette op på tingene, siger Dalli.
Den tidligere maltesiske kommissær for sundhed og forbrugerbeskyttelse siger, at han stadig ikke har set hele den rapport fra EU's antisvindelkontor, Olaf, som var baggrunden for, at Barroso tirsdag i sidste uge bad ham træde tilbage.
Dalli afviser, at han skulle have modtaget penge for at fremme lobbyisters interesser i forbindelse med arbejdet med nye regler for snustobak. Han afviser også, at han skulle have haft kendskab til, at andre har fået penge for at arrangere møder med ham.
- Jeg er aldrig blevet tilbudt penge af nogen for at ændre noget i sager, jeg har ansvar for - inklusive snus. Hverken direkte eller indirekte. Det kan jeg sige helt kategorisk, siger Dalli.
Kommissionsformand Barroso har onsdag offentliggjort et brev, han har sendt til Dalli som svar på dennes mange offentlige klager og et klagebrev til Barroso sendt i søndags.
Barroso skriver blandt andet, at der ikke kan være tvivl om, at Dallis fratrædelse står ved magt.
- Deres forskellige klager og beskyldninger om ulovlig eller ukorrekte handlinger over for Dem, som De har fremsat i adskillige udtalelser siden 17. oktober 2012, er tilsvarende uforståelige.
- I lyset af visse udtalelser og insinuationer, De har fremsat i relation til processen omkring forberedelsen af det reviderede tobaksdirektiv, ønsker jeg at minde Dem om Deres forpligtelser som tidligere kommissær til at optræde med integritet i henhold til EU-traktatens artikel 245.
/ritzau/