Han er uddannet tømrer, opvokset i en lille by i Midtjylland og kæmper med svær ordblindhed. Alligevel står Jeppe Graversen i dag bag flere virksomheder – og nu er han klar med det, han selv kalder sin mest personlige satsning til dato.
Historien om Jeppe Graversen er ikke den klassiske fortælling om en tech-stifter. Men måske er det netop derfor, han er lykkedes.
– Folk spørger tit, hvordan jeg har gjort det. Jeg tror, det handler om, at jeg aldrig har accepteret, at tingene ikke kunne gøres anderledes, siger han.
Fra Fjelstervang til flere virksomheder
Jeppe er vokset op i Fjelstervang i Midtjylland og uddannet tømrer. Skriftligt arbejde har altid været en udfordring, men det har ikke holdt ham tilbage.
Tværtimod.
I dag er han involveret i fem virksomheder – flere af dem med aktiviteter uden for Danmarks grænser. Og nu er han i gang med endnu en.
Frustration blev til forretning
Idéen til den nye virksomhed opstod ikke i et mødelokale, men ved køkkenbordet.
Som selvstændig håndværker oplevede Jeppe igen og igen, hvordan papirarbejdet voksede sig stort – ofte på bekostning af fritiden.
– Jeg har selv siddet der klokken 22 om søndagen med en bunke papirer, mens familien sov. Og jeg vidste, at tusindvis af andre sad på præcis samme måde. Det er ikke det, livet skal handle om, siger han.
Han forsøgte at finde digitale løsninger, men oplevede dem som for komplekse og teksttunge.
– Jeg brugte dem ikke. Ikke fordi jeg ikke ville – men fordi de ikke var lavet til mig.
En løsning bygget fra virkeligheden
Resultatet blev Zalye – en platform udviklet i Sunds i Midtjylland, som samler hele arbejdsgangen for håndværkere ét sted.
Systemet håndterer blandt andet kundehenvendelser, tilbud, planlægning, timeregistrering og fakturering. Men ambitionen er større end det.
Zalye er Jeppes sjette virksomhed – og den, han selv har tættest på. Privat
Ifølge Jeppe skal teknologien ikke bare være et værktøj – den skal tage arbejdet fra brugeren.
– Det handler ikke om flere knapper. Det handler om et system, der aktivt hjælper dig og tager slæbet, siger han.
Zalye er designet til at lære den enkelte virksomhed at kende og løbende automatisere opgaverne.
Den mest personlige virksomhed
Zalye er Jeppes sjette virksomhed – og den, han selv har tættest på.
– Jeg forstår de mennesker, jeg bygger det til, fordi jeg selv har været der. Det er det, der gør forskellen, siger han.
Samtidig arbejder han sammen med en teknisk partner, der skal sikre, at løsningen bygger på den nyeste teknologi.
Men for Jeppe handler det i sidste ende ikke om teknologi.
– Hvis du kan holde fri, når du har fri – hvis du kan lægge telefonen fra dig fredag eftermiddag og først tage den op igen mandag – så har vi gjort vores job.