Bankernes gebyrer er steget markant de seneste år og rammer især små og mellemstore virksomheder. En ny analyse fra SMVdanmark viser, at bankgebyrerne er steget med knap 40 procent siden 2015, mens virksomhedernes renteudgifter til realkredit er mere end fordoblet siden 2021.
Ifølge analysen overstiger stigningerne langt inflationen i samme periode og lægger et betydeligt pres på mindre virksomheder, der har sværere ved at forhandle bedre vilkår end de store aktører.
– Det er en voldsom udvikling, og det rammer især de mindre virksomheder, som har mindre tid og færre muskler til at forhandle bedre vilkår sammenlignet med de store virksomheder, siger Alexander Søndergaard, underdirektør med ansvar for politik og analyse i SMVdanmark.
En af de virksomheder, der allerede mærker konsekvenserne, er den lille pladebutik Amager Records.
– Når gebyrerne stiger så markant, bliver det sværere for en mindre virksomhed som os at tjene penge. Jo mere, vi omsætter, jo mere ryger der til banken, i stedet for til udvikling eller nye investeringer, siger indehaver Niels Kjøngsdal.
Analysen viser samtidig, at virksomheder i gennemsnit betaler 5,8 procent i rente på deres lån, mens de kun får 2,1 procent i rente på deres indskud. Forskellen efterlader bankerne med store fortjenester og virksomhederne med milliardtab i manglende renteindtægter.
Ifølge Alexander Søndergaard er udviklingen et tydeligt tegn på, at konkurrencen på bankmarkedet ikke fungerer.
– Det er et klart tegn på, at konkurrencen i sektoren ikke fungerer, og at der mangler gennemsigtighed, siger han og peger på, at mobiliteten blandt små og mellemstore virksomheder er lav, og kendskabet til alternativer begrænset.
– Virksomhederne betaler dyrt for at låne og får for lidt igen for deres opsparing. Det trækker penge væk fra investeringer og vækst, og i sidste ende svækker det hele Danmarks konkurrenceevne, siger han.
Også hos Amager Records møder bankerne kritik.
– Bankerne har et uhyggeligt fokus på at skabe overskud til deres aktionærer, frem for at være en hjælpende hånd eller et værktøj, som vi alle sammen har adgang til, siger Niels Kjøngsdal og fortsætter:
– De lukrerer på, at vi er tvunget til at bruge dem, og selvom det bliver dyrere, bliver servicen ikke ligefrem bedre. Tværtimod bliver det bare mere bureaukratisk og uigennemskueligt.
På den baggrund opfordrer SMVdanmark til øget gennemsigtighed og skærpet konkurrence i bank- og realkreditsektoren.
– Hvis ikke bankerne selv ændrer kurs, må erhvervsministeren gribe ind og stille krav om øget gennemsigtighed og reel konkurrence. Det er nødvendigt, hvis ikke bankerne skal spænde ben for virksomhedernes muligheder for at foretage de nødvendige investeringer, siger Alexander Søndergaard.
Fakta
- Bankgebyrer er steget med 38,6 % siden 2015
- Rentemarginalen er høj: Virksomheder betaler 5,8 % i rente og får 2,1 % på indskud
- Renteudgifter til realkredit er mere end fordoblet siden 2021