Efter fire år med tilbagegang vokser antallet af nye virksomheder igen i Danmark.
I første halvår 2026 blev der stiftet 20.921 enkeltmandsvirksomheder og anpartsselskaber, 11,5 procent flere end året før.
Flere danskere ser igen ud til at gøre alvor af drømmen om at blive deres egen chef.
I første halvår 2026 blev der stiftet 20.921 nye enkeltmandsvirksomheder og anpartsselskaber i Danmark. Det er 2.153 flere end i samme periode sidste år og svarer til en stigning på 11,5 procent, viser en opgørelse fra regnskabsprogrammet Dinero. Dermed vokser antallet af nye virksomheder for første gang siden 2021.
2020: 21.209
2021: 24.856
2022: 20.752
2023: 19.344
2024: 18.781
2025: 18.768
2026: 20.921
Opgørelsen omfatter nye enkeltmandsvirksomheder og anpartsselskaber fra 1. januar til 30. juni.
Finansielle og ikke-finansielle holdingselskaber samt virksomheder stiftet i Grønland og på Færøerne er ikke med.
Udviklingen glæder Martin Buch Thorborg, der selv er kendt som iværksætter og i dag er administrerende direktør i Dinero.
- Det er svært ikke at blive glad for de her tal. Hver ny virksomhed begynder med et menneske, der tør satse på en idé og tage ansvar for sin egen fremtid. Det ser ud til, at flere igen er klar til at tage springet efter en række år med økonomisk usikkerhed, inflation og høje renter, siger Martin Buch Thorborg.
Fremgang i det meste af landet
Det er ikke kun i de største byer, at der bliver startet flere virksomheder. 75 af landets 98 kommuner fik flere nye virksomheder i første halvår 2026 end i samme periode året før. Tre kommuner lå på samme niveau, mens 20 kommuner oplevede tilbagegang. Også på tværs af landsdelene er der fremgang. Ti ud af 11 landsdele havde vækst.
Nordsjælland gik mest frem med 15,4 procent. Herefter fulgte Fyn med 14,4 procent og Østjylland med 14,1 procent.
- Iværksætteri er meget mere end smarte kontorer og store ambitioner i de største byer. Det er også tømreren i Vordingborg, konsulenten på Fyn og webshoppen i Nordjylland. Når 75 kommuner går frem, fortæller det, at lysten til at skabe sin egen forretning lever i hele landet, siger Martin Buch Thorborg.
Højeste niveau siden 2021
Antallet af nye virksomheder toppede i den opgjorte periode i første halvår 2021, hvor 24.856 virksomheder blev stiftet. Derefter fulgte fire år med tilbagegang. I første halvår 2025 var tallet faldet til 18.768.
Med årets 20.921 nye virksomheder er niveauet nu det højeste siden 2021.
Thorborg understreger dog, at et enkelt godt halvår ikke nødvendigvis betyder, at udviklingen fortsætter.
- Et stærkt halvår gør selvfølgelig ikke en langsigtet tendens. Men pilen peger den rigtige vej, og det skal vi glæde os over. Det betyder nye virksomheder, som skaber aktivitet, arbejdspladser og nye løsninger, siger han.