Da den danske cykelvirksomhed CYKOM gik konkurs i slutningen af 2024, lignede det afslutningen på en lovende iværksætterrejse, der ellers havde budt på både Tour de France-partnerskab, 20 ansatte og en plads på Forbes’ “30 Under 30”-liste.
Men historien stoppede ikke der.
Stifter Oscar Bjørn-Rosager har sammen med finansrådgiver Christian Dideriksen købt hele konkursboet tilbage og genstartet virksomheden. Denne gang som en digital platform, der samler cyklister og løbere i fællesskaber og giver brands et værktøj til at organisere og måle effekten af deres community-aktiviteter.
I et nyligt afsnit af "Løvens Hule" præsenterede stifterne den nye version af CYKOM for løverne.
- Da banken trak vores kassekredit i slutningen af 2024, var der reelt ikke flere muligheder. Vi måtte lukke virksomheden. Men i stedet for at starte noget helt nyt valgte vi at pantsætte alt hvad vi ejer – både lejligheder og øvrige selskaber og derved købe brandet tilbage og bygge CYKOM op igen, men efter en helt anden model, siger stifter Oscar Bjørn-Rosager.
Hvor CYKOM tidligere var en handelsvirksomhed med cykeludstyr og merchandise, er den nye version bygget som en social platform for cyklister og løbere. Her kan brugere finde lokale fællesskaber, opdage aktiviteter på et kort i appen og deltage i sociale løbe- og cykelture med andre, der deler samme interesse.
Ambitionen er at gøre det lettere at være aktiv sammen med andre - i en tid hvor sport og fællesskab spiller en stadig større rolle for både sundhed og trivsel.
Samtidig giver platformen brands, klubber og arrangører mulighed for at opbygge og engagere deres communities og få indsigt i, hvilken værdi aktiviteterne faktisk skaber.
- Vi tror på, at sport og fællesskab hænger tæt sammen. Men i dag kan det være overraskende svært at finde aktiviteter og mennesker at træne med. Vores ambition er at gøre det langt lettere at mødes om løb og cykling, siger Christian Dideriksen.
I programmet vælger investor Tahir Siddique at gå med i virksomheden med en investering på 750.000 kr. for 10 procent af virksomheden.
- Det, der imponerede mig, var ikke bare idéen, men den vedholdenhed Oscar har vist. Han har været igennem en konkurs og rejst sig igen med en mere skalerbar model. Den slags iværksættere vil jeg gerne investere i, siger Tahir Siddique.
Den nye CYKOM-platform er allerede lanceret i App Store og Google Play, og ambitionen er først at opbygge et stærkt community i Danmark, før blikket rettes mod udlandet.
Om CYKOM
CYKOM er en dansk platform for cyklister og løbere, hvor brugere kan finde fællesskaber, organisere aktiviteter og deltage i missioner. Samtidig giver platformen brands og organisationer mulighed for at opbygge og måle engagement i deres communities gennem events, aktiviteter og loyalitetsprogrammer.
Platformen er tilgængelig i App Store og Google Play.