Siden 2017 har AutoLock hjulpet håndværkere og erhvervsdrivende med at beskytte deres varebiler.
Det begyndte med en klar mission: at stoppe tyveknægte i at tømme erhvervsdrivendes varebiler, så de trygt kan parkere på arbejdspladsen eller i privaten. - Du låser også hoveddøren, når du tager hjemmefra, ik’?
Således spørger Nicholas Thompson. For mens vi aldrig ville drømme om at lade vores hjem stå ulåst, kører tusindvis af erhvervsdrivende rundt i varebiler, hvor standardlåsen er så sårbar, at en rutineret tyv kan komme ind på under et minut.
Nicholas Thompsons virksomhed, AutoLock, er ude på en vækstrejse, som har varet i mere end syv år. I dag kører hans montører rundt i hele landet samt i Malmö i Sverige. I resten af Sverige og Tyskland får AutoLock hjælp fra lokale partnere. Derudover er AutoLock også ved at lave en aftale med en ny partner i Nederlandene.
Iværksætter med et klart formål
Nicholas Thompson er direkte, ærlig og, som han selv siger det, ræddi’ jysk. Da han grundlagde AutoLock i 2017, så han, at branchen var under pres.
Hver dag hørte han om håndværkere, der mistede værktøj på grund af indbrud i deres varebiler. Men det var ikke det største problem. Det var nedetiden, når varebilen skulle på værksted, og når håndværkerne skulle kæmpe med forsikringsselskaberne.
Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Danske håndværkere anmelder i gennemsnit 17 indbrud om dagen.
Den fynske iværksætter vidste, at mange slet ikke anmeldte indbruddene. Papirarbejdet var omstændeligt, og selvrisikoen oversteg ofte værdien af det stjålne udstyr. - Det er ikke bare værktøjet, som forsvinder. Det er din planlægning, din tid og din omsætning. Det er tabt fortjeneste, og det er ikke godt for forretningen. Tværtimod, forklarer han.
Netop det behov blev starten på AutoLock. Nicholas Thompson ville ikke bare skabe en lås. Han ville skabe ro i sindet for danske erhvervsdrivende.
Tyvene vælger nabobilen
Med sin praktiske tilgang satte Nicholas Thompson sig for at finde en lås, som ville gøre indbrud i varebiler vanskeligt for tyvene. Valget faldt på L4V-låsen fra England, som nu også er en bestseller hos AutoLock.
L4V-låsen er en integreret lås, som fungerer uafhængigt af varebilens egne låse. Den kan ikke manipuleres indefra og beskytter effektivt mod indbrud.
Den fynske iværksætter taler aldrig om 100 procent sikkerhed, for den findes ikke, understreger han. I stedet arbejder han ud fra konceptet ”lag-på-lag-sikring”.
Ved at kombinere L4V-låsen, synlige alarmer, indvendige gitre og anti-peel-beslag gør man varebilen så besværlig at bryde ind i, at tyven hellere vælger nabobilen.
For Nicholas Thompson handler tyverisikring ikke kun om låse og alarmer. Det handler om at tænke langsigtet og beskytte både værktøj, tid og omsætning.
- Vi konkurrerer ikke med forsikringsselskaberne. Vi spiller hinanden gode. Det er både billigere og mere effektivt at sikre sine værdier frem for kun at forsikre dem, lyder det fra iværksætteren.
En del af AutoLocks succes ligger i virksomhedens praktiske tilgang til kundeservice. Thompson ved, at en håndværkerbil, der holder stille, er en bil, der ikke tjener penge.
AutoLock tilbyder derfor on-site-montering i hele Danmark, det sydlige Sverige samt nede over den tyske grænse.
- Vi kommer til dig, så du ikke behøver at komme til os. Uanset om du står på en byggeplads eller hjemme i privaten, så monterer vi, mens du passer dit, siger iværksætteren, som har skabt sin vækst på frustrerede....tyve!