Når det hele ramler sammen, er der én ting, man stadig kan stole på: Naturen.
Det ved Seherzada Dedic. Hun voksede op i Bosnien i en tid, hvor strøm, forsyninger og sikkerhed ikke kunne tages for givet, og hvor naturens grundlæggende funktioner blev afgørende for at kunne klare sig.
- Da alt brød sammen under krigen, var naturen det eneste, der fungerede. Vi dyrkede vores mad i haven og samlede nødder og bær i skoven. Det var sådan, vi klarede os, fortæller Seherzada Dedic.
Den erfaring har fulgt hende siden. I dag står hun bag Spirpapir, der laver plantebart papir med frø fra vilde planter, som kan plantes direkte i haven, altankassen eller grøftekanten.
Virksomheden har netop sikret sig en investering i "Løvens Hule", hvor investor Tahir Siddique med en investering på 250.000 kr. valgte at gå med i både forretningen og visionen bag.
- Seherzada har en sjælden evne til at omsætte livserfaring til handling. Spirpapir er et eksempel på, hvordan noget svært kan blive til noget, der gør en reel forskel, og derfor valgte jeg at investere, siger Tahir Siddique.
Et opgør med den tæmmede natur
Mange grønne områder er i dag velplejede, men uden liv. Ifølge Seherzada er problemet ikke mangel på grønne flader, men mangel på vilde planter, som insekter og bestøvere er afhængige af.
- Det, mange kalder ukrudt, er ofte præcis de planter, økosystemet har brug for. Uden dem bryder sammenhængen i naturen sammen, siger hun.
Seherzada tror på, at det, at man kan knytte kortet til en konkret begivenhed, medvirker til, at man passer endnu bedre på sit lille grønne område.
- Der ligger noget smukt i at plante et bordkort fra et bryllup. Så får man sit eget lille blomsterbed, der minder én om aftenen, uddyber hun.
En lille handling i en større sammenhæng
I en tid, hvor flere stiller spørgsmål ved stabilitet, forsyningssikkerhed og vores afhængighed af skrøbelige samfundsstrukturer, oplever Seherzada, at interessen for naturens basale funktioner vokser.
- Hvis vi alle giver lidt plads til det vilde - et hjørne i haven, et bed i byen, så gør det en reel forskel. Små handlinger kan gøre store forskelle, siger hun.