Tilliden til ledelsen på vindmøllegiganten Vestas har lidt et alvorligt knæk, og nøglemedarbejdere vil søge væk.
Det forudser ledelsesrådgiver Dion Sørensen fra firmaet Talentshaper efter sidste uges udmelding om, at 1.300 danske ansatte skal spares væk.
"Vestas kommer til at miste nogle af de allerbedste medarbejdere ovenpå dette," siger han til Jyllands-Posten.
Dem, der bliver tilbage, er de mest loyale eller dem, der ikke har noget alternativ, siger han.
Især konkurrenten Siemens modtager bunker af ansøgninger fra Vestas-medarbejdere, der vil væk.
Også forsker Helle Kryger Aggerholm fra Business and Social Science ved Aarhus Universitet mener, at tilliden til ledelsen har lidt et alvorligt knæk efter tre fyringsrunder på tre år.
"Hvorfor skal medarbejderne have tillid til, at det ikke gentager sig en fjerde og femte gang?" siger hun til Jyllands-Posten.