Et amerikansk og et hollandsk forskerhold er på vej med en kontroversiel videnskabelig artikel om en muteret version af fugleinfluenza, skriver BBC.
Fugleinfluenza er en dødelig virus, men kan ikke nemt overføres fra menneske til menneske. Men nu har forskerne udviklet en muteret version af virusen, som nemt kan overføres mellem de små pattedyr fritter, og så er der ikke lang vej til, at det kan foregå i luften mellem menneske med host og nys.
Det har fået det amerikanske videnskabenlige råd for biosikkerhed op af stolen. I en udtalelse kalder de en version, der smitter mellem mennesker, for en "ekstremt alvorlig trussel mod den globale offentligheds sundhed", og beder om, at forskerene fjerner dele af metodeafsnittet, hvor selve "opskriften" befinder sig, for at forhindre, at ondsindede personer kan misbruge oplysningerne.
Men det er ikke godt nok, mener chefredaktøren af tidsskriftet Science, Bruce Albert, som har fået en af artiklerne tilbudt.
"Mange forskere inden for influenza-området har et ægte behov for at kende detaljerne i forskningen for at kunne beskytte offentligheden, især hvis de arbejder med beslægtede stammer af virusen," siger Bruce Alberts til BBC.
De amerikanske myndigheder arbejder derfor nu på et system, hvor forskere, der har brug for at kende de fulde detaljer, kan få adgang, mens de udelades i den offentliggjorte artikel. Det er foreløbigt det ene forskerhold gået med til.
"Ikke alle har brug for at vide, hvordan man laver en dødelig virus. Jeg synes ikke, at den brede offentlighed - og især ikke dem, der måske har onde hensigter - skal have opskriften på en dødelig virus," siger Anthony Fauci fra det amerikanske institut for sundhedsforskning, NHI.
Kilde: BBC