Jonathan Groth kvalificerede sig torsdag til hovedturneringen ved EM i Herning.
Det danske bordtennistalent slog slovakiske Thomas Keinath i fire tætte sæt og sikrede sig samtidig førstepladsen i sin kvalifikationspulje med tre sejre i lige så mange kampe.
Groth, der sammen med Kasper Sternberg er et godt dansk medaljebud i herredouble, forsøger at dæmpe forventningerne.
- Jeg skal bare prøve at gøre mit bedste. Det vigtigste er, at jeg ikke tænker i resultater, men bare spiller med mit spil og holder fokus på, hvad jeg kan, siger Jonathan Groth.
Den 19-årige dansker har ikke nogen ønskemodstander til sin kamp i første runde. Han håber dog på at undgå de allerstørste favoritter.
- Jeg har ikke kigget på det endnu. Timo Boll, Dimitrij Ovtcharov eller Vladimir Samsonov er nok ikke dem, jeg har mest lyst til at møde, fortæller han.
Unge Groth fik masser af opbakning, da han slog Thomas Keinath i Herning Messecenter, og når fortsættelsen følger fredag mod en endnu bedre modstander, så foregår det i endnu større rammer i Jyske Bank Boxen.
- Det er et pres at spille foran så mange mennesker. Man bliver nærmest sin egen værste modstander, fordi man så gerne vil vinde.
- Jeg prøver at se det som noget positivt og tager det som en oplevelse, siger Groth.
Michael Maze er den eneste anden danske herrespiller, der er klar til EM's hovedturnering, hvor Maze er fjerdeseedet. Veteranen Allan Bentsen er desuden kandidat til en plads i første runde som "lucky looser".
/ritzau/