Få en kønsskanning fra graviditetsuge 14. Er du utilfreds med kønnet, kan du bare rejse til Sverige og få det fjernet - der er der nemlig fri abort frem til uge 18.
Abortturisme finder sted fra Danmark hvert år, skriver dr.dk.
Af samme årsag valgte indehaveren af den private graviditets-skanningsklinik "Lille Københavner", Robert Kinnerfelt sidste år at stoppe med at tilbyde de tidlige kønsskanninger fra 14. uge.
- Vi har oplevet, at mennesker, der havde været ved kønsskanning hos os i 14. uge, efterfølgende har fået fjernet barnet i Sverige, hvor der er fri abort indtil uge 18, siger han til dr.dk.
Oplevelserne har ramt indehaveren af klinikken så hårdt, at han derfor nu har valgt først at tilbyde kønsskanninger efter 18. graviditetsuge.
I Danmark skal gravide kvinder søge om abort hos Abortrådet, hvis de ønsker en abort efter den danske abortgrænse på 12 uger.
Rådet oplever også hvert år danske kvinder, som tager til Sverige for at få en fri abort, efter de har fundet ud af at, de ventede et "forkert" køn.
- Den slags sager har været gennemgående igennem mange år efterhånden, lyder det fra speciallæge Birgit Petersson, som er medlem af Abortrådet.
- Den veluddannede del af befolkningen tager meget let til udlandet for at få lavet de her aborter, fordi det jo er tilgængeligt og let at komme til Sverige, og jeg tror ikke, at det kan stoppes, siger hun til dr.dk.
Birgit Petersson fra Abortrådet forventer, at fænomenet med danske kvinder, der rejser til Sverige som abort-turister kun vil vokse i fremtiden.
- Det er min opfattelse, at det vil stige, fordi der er en utrolig forkælelse i forhold til, hvordan barnet skal være og hvilket barn, man gerne vil have, siger hun.