Selvom de fleste går rundt og sukker efter varmere temperaturer, lader foråret vente på sig.
Men i weekenden får vi endelig en lille forsmag på, hvordan forår føles.
Både lørdag og søndag byder ifølge DMI på solskin og temperaturer, der sniger sig op på seks grader, så det er bare med at trække i det varme tøj og komme ud og nyde de sparsomme solstråler, som vi alle går rundt og hungrer efter.
Der kan komme lidt regn eller slud i løbet af lørdag og søndag, men den gode nyhed er, at dagstemperaturen holder sig over frysepunktet i hele næste uge.
Det ser derfor ud til, at sneploven og kælken kan gemmes væk - i hvert fald for en stund, mens havefolket kan gøre sig tanker om den forstående sæson med såning, plantning og rengøring af havemøbler og kuglegrill.