Sammenlignet med andre erhvervsuddannelser, læser håndværkere i langt mindre omfang videre.
Hvor det eksempelvis er 13 procent med en merkantil erhvervsuddannelse, som læser videre, er det bare fire procent med en erhvervsuddannelse inden for bygge og anlæg, der går i gang med en videregående uddannelse som eksempelvis bygningskonstruktør eller diplomingeniør, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det skal der imidlertid gøres noget ved, mener man i organisationerne.
- Der er et generelt behov for at få flere kompetencer i byggeriet, og derfor skal vi blandt andet have hævet andelen af håndværkere, der læser videre, siger konsulent Sidse Frich Thygesen, Dansk Byggeri.
Steen Boesen, uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F, er enig.
- Der er brug for flere med en håndværksmæssig baggrund på ledelsesgangene i byggeriet, siger Steen Boesen.
For at nå det mål kræves blandt andet en langt bedre vejledning til de unge om erhvervsuddannelsernes muligheder. Indsatsen skal sættes ind allerede i folkeskolen, når den unge skal vælge mellem erhvervs- eller gymnasial uddannelse.