De professionelle fodboldspilleres sammenslutning FIFPro opfordrer de russiske myndigheder til at gribe ind, efter at Dynamo Moskva-spillere fredag måtte flygte fra deres egne tilhængere for at undgå at blive ramt af paintballkugler.
En gruppe af utilfredse fans af den russiske traditionsklub mødte frem til træningsanlægget i udkanten af Moskva iført camouflagetøj og fyrede en serie af skud mod spillere og trænere.
- Tilhængere der skyder efter spillerne. Det kan man knapt forestille sig.
- I 2018 skal Rusland være vært for VM i fodbold. Men jeg kan ikke forestille mig, at mange spillere ser frem til at deltage, når de ved, at der ikke kan garanteres for deres sikkerhed, siger FIFPros generalsekretær Theo van Seggelen.
De utilfredse fans spredte også løbesedler, hvor de opfordrede klubbens udenlandske spillere som tyskeren Kevin Kuranyi og australieren Luke Wilkshire til at oppe sig betragteligt eller betale prisen.
- Jeg tror, vi skal være glade for, at ingen spillere kom alvorligt til skade eller det, der er værre, siger Theo van Seggelen.
/Reuters