Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
FOLKETINGET VALGTE I 2006 at gå ud fra den gennemsnitlige levealder for hele befolkningen, og allerede dér lige fra startboksen knækkede filmen.
Levealderen var dengang skævt fordelt. Eller måske rettere postnummeropdelt.
I velhaverghettoerne levede de bedst stillede - de højtuddannede og højtlønnede - længere end resten af befolkningen. Derfor havde de, der i forvejen havde levet et liv på solsiden, også udsigt til flest år på folkepension, mens kortuddannede og ufaglærte med de laveste indkomster og det hårdeste arbejdsliv fik det færreste antal år på folkepension.
Det er så at sige logik for burhøns, at når danskerne gennemsnitligt skulle have 14,5 år på folkepension, så får de grupper, der lever længst, selvfølgelig også får flere end 14,5 år med den fællesfinansierede forsørgelse gennem folkepensionen, mens de grupper, der lever kortest, får færre år end 14,5 med folkepension.
De bedst stillede scorede gevinsten, mens de dårligst stillede betalte prisen.
ER DET SÅ LYKKEDES at ændre denne helt fundamentale ulighed? Har vi fået mindsket forskellen på livslængde mellem de højtuddannede og de ufaglærte eller kortuddannede?
Desværre et svaret nej. Tværtimod.
Som på så mange andre områder forgylder dette samfund lange uddannelser.
Levealderen stiger for alle grupper, men vi har fortsat en meget stor forskel på antallet af leveår på samfundets solside og skyggeside. Forskellen er umiddelbart størst for mænd. En mand, som netop er fyldt 50 år og som har en videregående uddannelse, kan forvente at leve godt otte år længere end en 50-årig mand med kort uddannelse.
Den fattigste fjerdedel af den mandlige befolkninghavde som 65-årige I 2014 udsigt til 3,2 leveår mere end gruppen havde i 1986, mens den rigeste fjerdedel kunne se frem til 4,9 leveår mere i 2014 end i 1986.
Det går med andre ord den gale vej.
De bedst stillede scorer endnu flere folkepensionsår, men de dårligst stillede slet ikke kan følge med.
OG DET BLIVER ENDNU VÆRRE, når man kigger på, hvornår de forskellige uddannelsesgrupper får funktionsnedsættelser. Her er det igen de bedst stillede, der løber med pokalen. Og med de gode leveår. Det dokumenterer statistikkerne. Men bag tallene gemmer sig levende mennesker, som ikke får gode leveår og livskvalitet i den sidste del af livet. Der, hvor man har forladt arbejdsmarkedet efter et langt arbejdsliv, og hvor man har fortjent en pensionisttilværelse, hvor man kan være sammen med børn, børnebørn, familie og venner uden smerter i led og muskler. Hvor man kan trille rundt på gulvet med yngste barnebarn, men også komme op igen uden problemer.
Den skævt fordelte levealder handler både om ulighed i sundhed, livskvalitet, arbejdsmiljø og sikkert meget mere.
Men når det handler om at forhøje pensionsalderen, så må fokus være på retfærdighed.
Det er ganske enkelt udtryk for en dyb uretfærdighed, at vi som samfund forudsætter, at vi i fællesskab skal kunne finansiere 14,5 år på folkepension for alle, men i realiteten finansierer betydeligt flere år for bestemte grupper og betydeligt færre år for andre grupper.
Og i praksis er det de 25 % fattigste, der på grund af tidlig død betaler de 25 % rigestes ekstra år på folkepension.
DET PROBLEM KAN KUN LØSES ved at indføre en differentieret pensionsalder, hvor de grupper, der er startet tidligst på arbejdsmarkedet i de mest belastende jobs og som lever kortest, kan gå på pension tidligere end de grupper, der er startet senere i mindre belastende jobs og som lever længst.
Det handler ikke om en særlig førtids-pensionsadgang for nedslidte. Det problem skal naturligvis løses, men her handler det om den almindelige adgang til den aldersbestemte folkepension.
Vi skal naturligvis samtidig sætte ind overfor ulighed i sundhed, livsvilkår, arbejdsmiljø osv.
Den dag, hvor det er lykkedes, og vi ikke længere har indkomstbestemte levealdre, vil der i sagens natur ikke længere være brug for en differentieret folkepension.
Men indtil da snyder de velstillede de dårligst stillede, mens Folketingets fortrinsvist velstillede flertal kigger den anden vej og lader som igenting.
Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
(Levetidsopgørelserne er beregnet i juli 2018 af lektor Henrik Brønnum-Hansen, Københavns Universitet).
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.