Mens ældreplejen mangler hænder, vil mange deltidsansatte sosu-medarbejdere faktisk gerne arbejde flere timer. Det viser en ny undersøgelse fra FOA blandt 937 deltidsansatte medlemmer i ældreplejen.
Ifølge FOA ønsker 11 procent af de deltidsansatte at gå op i tid inden for de næste to år. Fem procent vil gerne have flere timer med det samme.
Hvis alle, der ønsker det, kom på fuldtid nu, ville det svare til 1.192 ekstra fuldtidsansatte i ældreplejen, oplyser FOA. Men det er ikke altid let at få flere timer. Blandt dem, der gerne vil op i tid, har 34 procent forsøgt at tale med deres arbejdsgiver om flere faste timer, men fået afslag.
Det vækker kritik hos FOA.
- Det er meningsløst, at vi med den ene hånd forsøger at få flere ind i faget, mens vi med den anden hånd sætter en stopper for dem, der gerne vil arbejde mere, siger Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Ifølge Finansministeriets seneste fremskrivning vil Danmark mangle 23.800 social- og sundhedsansatte i 2035.