Om Danmark har en borgerlig eller en socialdemokratisk ledet regering er ikke lige det, som Dennis Kristensen, formanden for Danmarks tredjestørste fagforening, FOA, er mest optaget af.
- Jeg er ikke valgt til at være loyal over for regeringen, men til at være loyal over for FOA's medlemmer. Hvis regeringen laver noget, der ikke er godt for FOA's medlemmer, så er det min opgave at sige det.
Det siger Dennis Kristensen i DR1-udsendelsen "Hos Clement" torsdag aften.
- Det her er den første regering i min levetid, der har besluttet sig til ikke at ville genvælges, siger han i en opsigtvækkende kritik af S-R-SF-regeringen.
Dennis Kristensen bliver blandt andet spurgt, om han ikke frygter, at han med sin voldsomme kritik af den nuværende regering risikerer at medvirke til, at blå blok overtager regeringsmagten.
- Sådan kan jeg ikke anskue verden, lyder svaret fra formanden, som i øvrigt afslører, at han ikke selv er medlem af noget parti.
- Jeg vurderer, hvad regeringen konkret lægger frem, uanset hvilken regering det er. Mine medlemmer stemmer på alle partier i Folketinget, og jeg vil ikke tage FOA's medlemmer som gidsler for en bestemt regering, siger Dennis Kristensen.
Forskellen på den forrige og den nuværende regering er tilsyneladende også til at overse, set med FOA-formandens briller.
- De borgerlige partier siger, at det skal betale sig at arbejde. Den nuværende regering vil have, at det skal straffes ikke at være i arbejde, siger han og er skuffet over, at regeringen ikke vil omgøre beslutningen om at halvere dagpengeperioden.
En halvering, som især regeringspartierne S og SF var imod, da det daværende VKO-flertal sammen med De Radikale vedtog dagpengeindgrebet i 2010. Dengang begrundede man det med, at opsvinget var lige rundt om hjørnet.
- Jeg er skuffet over, at regeringen ikke nu vil indrømme, at man tog fejl, at forudsætningerne ikke holdt stik. Vi kan ikke se enden på krisen, og der er ingen udsigter til flere job.