Når man er lillebitte og går i børnehave har man det allerbedst, når man leger og har det sjovt.
Det mener i hvert fald FOA, der organiserer en del af pædagogerne.
"De tre-fire-fem-årige lærer allerbedst gennem leg og ikke gennem organiseret læring," siger formand for fagforeningens pædagogiske sektor, Jakob Sølvhøj, til Newspaq.
Han mener, at de små vil blive langt bedre rustet til skolelivet, hvis pædagogerne fik tid til at give dem omsorg i stedet for at udfylde læringsplaner.
Men der er simpelthen ikke pædagoger nok, mener Jakob Sølvhøj.
"Vi opfordrer til, at man går ind og fastsætter en minimumsnormering, så der er grænser for, hvor dårlig en normering man kan have i den enkelte daginstitution," siger han.
Opfordringen kommer efter socialminister Benedikte Kiær (K) med opbakning fra sin kollega, undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V), i dag har foreslået at indføre organiseret læring helt ned i børnehaverne. Det skal gøre børnene klar til skolelivet.
Men hos FOA frygter man altså, at pædagogerne bliver overlæsset af papirer og skemaer, der skal udfyldes.
"For femten år siden gik 70 procent af pædagogernes tid til børnene. Nu er det 50 procent, og jeg frygter, at det bliver endnu mindre, hvis der skal være mere dokumentation og kontrol på institutionerne."
Også forældreorganisationen FOLA har i dag udtrykt stor skepsis overfor forslaget.