Omkring en million mennesker er blevet tvunget fra deres hjem i løbet af den første uges konflikt i Gazastriben efter Hamas' angreb.
Det oplyser FN-agenturet UNRWA.
- Anslået en million mennesker er blevet tvunget fra deres hjem de første syv dage, siger UNRWA's kommunikationschef, Juliette Touma.
UNRWA har til opgave at hjælpe palæstinensiske flygtninge.
Konflikten begyndte, da den militante gruppe Hamas lørdag morgen i sidste uge indledte et blodigt overraskelsesangreb i Israel.
Angrebet kostede over 1300 personer i livet.
Som modsvar har Israel kastet tusindvis af bomber mod Gazastriben. Her er over 2300 personer blevet dræbt på godt en uge.
Situationen har skabt frygt og kaos i Gazastriben, der har omkring to millioner indbyggere og er et af verdens tættest befolkede områder.
Israels hær har varslet civile palæstinensere i Gazastriben om at rykke fra den nordlige del til den sydlige forud for en ventet landoffensiv.
Ifølge den amerikanske avis The New York Times er det planen, at titusindvis af soldater skal indtage Gaza By i en forventet landoffensiv mod Hamas.
Det får Jørgen Jensehaugen, der er seniorforsker ved Fredsforskningsinstituttet Oslo, til at frygte det værste.
- Det kommer til at blive grusomt, siger han til nyhedsbureauet NTB.
Seniorforskeren tilføjer, at han er "næsten 100 procent sikker på", at Israel har i sinde at føre planen ud i livet.
Diplomatiske tiltag kan ikke løse situationen på kort sigt, lyder vurderingen.
Jørgen Jensehaugen tror, at Israel med massiv kraft vil fortsætte med at bombe områder i den nordlige del af Gazastriben, før offensiven indledes.
Men det er svært at sige, hvornår de israelske tropper træder ind i et af verdens tættest befolkede områder, tilføjer han.
/ritzau/AFP