FN’s udsending i Somalia opfordrede tirsdag FN’s Sikkerhedsråd til at gøre noget ved konflikten i Somalia, hvor islamistiske militser kæmper mod en regeringshær støttet af tropper fra det kristne Etiopien.
Rådet lavede en kladde til en resolution, som skulle opfordre til en øjeblikkelig våbenhvile og en øjeblikkelig tilbagetrækning af de etiopiske tropper fra Somalia. Men flere af rådets medlemmer nægtede at udpege Etiopien i erklæringen, og FN kunne derfor ikke nå til enighed. Rådet genoptager krisemødet onsdag.
Samtidig fortsatte kampene i Somalia allerede fra morgenstunden onsdag. Regeringshæren og de etiopiske styrker marcherede fra daggry mod hovedstaden Mogadishu og blev undervejs bombarderet med morterer og maskingeværild.
»Kampene er begyndt, og de to sider bruger tungere våben, end vi har hørt før,« siger Naimo Abdi Aden fra byen Jowhar til AP.