- Pludselig rakte hun ud og tog fat i skridtet på mig og holdt fast. Jeg fik et chok, for jeg var helt uforberedt.
Det fortæller 33-årige Svend Arne Hansen, der arbejder som social- og sundhedsassistent, til DR.
Han er én ud af flere unge mænd, der har haft de samme oplevelser på jobbet. Nemlig at blive udsat for sexchikane.
I omegnen af én ud af 20 mænd mellem 18 og 24 år svarer, at de i det forgangne år har været offer for sexchikane.
Det er kommet frem i en ny stor undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
Startede for 10 år siden
Det er 10 år siden, at en dement kvinde første gang befamlede ham, hvilket gik langt over hans grænse, fortæller Svend Arne Hansen.
- Det var helt konsekvent sådan, hun gjorde, når hun ville have min opmærksomhed. Andre mandlige kollegaer oplevede det også. Til sidst lærte jeg mig selv ikke at stå med fronten til hende, siger han.
Hos fagforeningen FOA, der tager sig af social- og sundhedsassistenter som Svend Arne Hansen, er sexchikane stadig lig med tabu blandt mænd:
- Hvis man som mand siger, at man har været udsat for seksuel chikane, så risikerer man at blive latterliggjort, fordi der er en stereotyp om, at mænd altid er interesserede i sex. Så mænd får at vide, at de bare skal være glade for opmærksomheden, siger arbejdsmiljøkonsulent Charlotte Bredal fra FOA til DR.