"Godaften, det er billetkontrollen - må jeg lige se kort eller billet?"
Sådan lyder det i busser og tog i hovedstadsområdet - og et stigende antal gange, så slutter samtalen med en bøde.
Det viser nye tal for busselskabet Movia og DSB S-tog, skriver Berlingske Tidende.
I løbet af de første fire år har S-togsrevisorerne udskrevet 41.902 afgifter mod 33.526 afgifter i samme periode sidste år - det svarer til 350 om dagen. Og i busserne hos Movia har man i de første fem måneder udskrevet 3.998 afgifter mod 4.847 hele sidste år.
De to virksomheder anslår, at gratister årligt koster dem cirka 90 millioner kroner.
DSB S-tog overvejer om man skal bruge civilklædte billetkontrollører, der kan gemme sig blandt de almindelige passager - og tjekke de gratister, der stikker af fra toget, når de ser kontrollanterne på stationerne.
- I Danmark har vi ikke tidligere haft tradition for at kombinere billettering med revisorer i civil og uniform. Det vil vi gerne prøve af. Revisorerne ser jo ofte passagerer, som må formodes ikke at have gyldig billet, men som de ikke når at træffe, fordi de er ude, så snart de opdager uniformerne, siger servicechef i DSB S-tog Michael Hermann til Berlingske Tidende.