Det er ikke begejstring, der er at spore hos den danske fiskeindustri, her dagen efter, en ny fiskeriaftale blev indgået i EU. Formand for Danmarks Fiskeri- og Eksportforening, Peter Bamberger, vurderer, at fiskeri-industrien vil miste 180 millioner kroner på, at EU har indført færre fangst-dage på havet og nedsat fiskekvoterne:
»Fiskerne er kede af, at der er sket reduktion i fangstmulighederne, og hver gang det sker, er der også færre fisk til industrien,« siger Peter Bamberger.
Skrækscenariet for industrien er ifølge ham, at virksomheder vil bukke under, hvis fiskerne ikke kan levere fisk nok.
»Når du har en fabrik skal du ? for at det er rentabelt ? kunne stole på, at du løbende modtager visse mængder fisk. Men med begrænsninger som kvoter og færre dage på havet, vil det være svært at basere sin produktion på daglige tilførsler fra de danske fiskere: Hvis der er dage, hvor du ikke får fisk, koster det penge,« siger han.
Peter Bamberger tilføjer dog, at de 180 millioner kroner, fiskeriindustrien mister, stadig er et forholdsvist lille beløb i betragtning af, at industrien omsætter for omkring 20 milliarder kroner om året.
Med EU?s nye fiskeriaftale er torskekvoten i Skagerak, Kattegat og Nordsøen blevet 14 procent mindre. Fødevareminister Hans Christian Smidt (V) er nogenlunde tilfreds med aftalen.