Københavns Byret har tirsdag formiddag frifundet fire mænd for anklager om medvirken til terror i København, hvor den frivillige vagt Dan Uzan blev dræbt ved synagogen i Krystalgade.
Retsformand Marianne Madsen har tirsdag formiddag læst konklusionen på rettens kendelse op.
- Og jeg kan sige, at det er et enigt nævningeting, som har truffet afgørelsen, lyder det fra Marianne Madsen.
Blandt de tiltalte var der lettelse, og 32-årige MR fik lejlighed til at få ordet i retten.
- Nævningerne traf det rigtige valg for os. Det har været en lang og belastende tid for mig og for min familie. Så nu håber jeg, at vores navn bliver renset, ligesom det er blevet belastet, lød ordene fra MR.
To af de fire er dog kendt skyldige i våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. De to var med til at bortkaste det våben, som Omar el-Hussein brugte ved angrebet på Krudttønden.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum i den hidtil største politiefterforskning herhjemme. Og det er altså endt i et nederlag for anklagemyndigheden.
Allerede et par dage efter angrebene blev de første anholdelser i sagen foretaget. En måneds tid efter blev yderligere to mænd anholdt og fængslet.
Der blev rejst tiltale i sagen i marts, kort før sagen skulle for retten, og omkring det tidspunkt blev en af de dengang fem fængslede løsladt. Han er ikke blevet tiltalt.
Men det blev de fire andre. Tiltalen omfattede dog kun angrebet på synagogen. Angrebet på Krudttønden blev de ikke forsøgt stillet til ansvar for, selv om det angreb også havde været med i sigtelsen.
Nu har Københavns Byret så fastslået, at anklagemyndighedens terrorsag ikke holder vand.
To af de tiltalte bliver dog dømt for at have håndteret den M95-riffel, som el-Hussein brugte under angrebet mod Krudttønden. Det skete, da de i en park ved nørrebrobebyggelsen Mjølnerparken mødte el-Hussein.
Han gav våbnet til en af de tiltalte. Våbnet var gemt i en sort sæk. Den tiltalte smed våbnet fra sig et stykke derfra. Byretten mener, at det har været nok til, at de to kan dømmes for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Men retten har ikke vurderet, at der har været nogen beviser for, at mændene har haft viden om, at el-Hussein ville udføre et nyt terrorangreb. Og deres kontakt med Omar el-Hussein har ikke været så tæt, som påstået af anklagemyndigheden.
Tirsdag eftermiddag skal der afsiges dom i sagen. To af de tiltalte skal dømmes for våbenbesiddelsen, mens de to andre skal dømmes for nogle - i sagens sammenhæng - mindre lovovertrædelser, såsom besiddelse af mobiltelefon i arresten og trusler mod fængselspersonale.
Frifindelsen for terror betyder dog, at der ikke er grundlag for, at alle skal fortsætte med at sidde fængslet. Tre af de fire er derfor blevet løsladt tirsdag formiddag. Den sidste, 26-årige BH, skal dømmes for våbenbesiddelse, og sidder fortsat varetægtsfængslet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.