Det internationale fodboldforbund (Fifa) har besluttet at tildele forbundets tidligere præsidentkandidat Mohamed Bin Hammam en karantæne på yderligere 45 dage.
Det siger qatarerens advokat, Eugene Gulland, i en udtalelse.
Mohamed Bin Hammam har ellers for nylig fået sin karantænesag prøvet hos den internationale sportsdomstol (CAS), som fældede dom til fordel for Hammam ved at underkende Fifa's livstidskarantæne.
Da afgørelsen faldt i juli, valgte Fifa at tildele Hammam en karantæne på 90 dage, mens sagen blev undersøgt yderligere.
- Det er utroligt, at Fifa kan finde på at forlænge karantænen på Mister Bin Hammams fodboldaktiviteter, som det passer dem. Med Fifa's seneste ordre følger ingen forklaring, som på nogen måde retfærdiggør handlingen, siger Eugene Gulland.
- Den grundliggende lovregel er, at en person er uskyldig, indtil andet er bevist ved en retssag efter en retfærdig rettergang.
- Mister Bin Hammams situation er endnu mere bizar. Han vandt retssagen ved en uafhængig og lovlig domstol, men bliver fortsat udsat for straf på vilkårlig vis, siger Eugene Gulland.
Mohamed Bin Hammam er blevet beskyldt for at have købt sig til stemmer i forbindelse med det seneste præsidentvalg.
/ritzau/