Hver gang en mand tjener 117 kroner, tjener en kvinde kun 100 kroner.
Sådan har forskellen mellem mænd og kvinders løn været i de seneste tre årtier.
Men nu går seks af landets største fagforbund sammen om at få politikerne til at gribe ind med forbedringer af lovene.
Det skriver Fagbladet 3F.
- Vi kender nogle af de mekanismer, der rykker for at fremme ligelønnen. Nu stiller vi vores samlede viden og ekspertise til rådighed. Så er der noget for regeringen at arbejde videre med, siger Claus Jørgensen, forbundssekretær i 3F.
3F, HK, FOA, Sundhedskartellet, Dansk Magisterforening og Finansforbundet står bag opråbet til politikerne.
For eksempel vurderer forbundene, at ligelønsloven ikke tager højde for, at det danske arbejdsmarked er så kønsopdelt.
Kvinder arbejder i høj grad med mennesker og omsorg, mens mænd arbejder med skruer og maskiner.
Og så blæser mange virksomheder på kravet om, at de skal lave kønsopdelte statistikker, som en SFI-undersøgelse tidligere har vist.
- Vi har brug for en mere potent ligelønslov, og et fordomsfrit blik på, hvilke andre tiltag der skal til for at sikre lige løn. En mere ligelig fordeling af barsel, end vi ser i dag, er en væsentlig nøgle til at mindske uligelønnen, siger Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening til Fagbladet 3F.
Kilde: Fagbladet 3F
1) Et værktøj til at sammenligne arbejde af samme værdi, eventuelt inspireret af svenske og canadiske erfaringer.
2) En præcisering af, hvem man anser for at være arbejdsgiver i for eksempel koncerner og kommuner, så der ikke sættes hindringer i vejen for at sammenligne arbejde af samme værdi.
3) En forbedring af ligelønsstatistikkerne, så flere arbejdspladser omfattes, og tillidsrepræsentanter får øgede beføjelser.
4) Et kønsneutralt lønbegreb, så man ved sammenligning af løn blandt andet tager højde for kvinders øgede fravær i form af børneomsorg.
5) Tolv ugers øremærket barsel til far, hvilket blandt andet vil forbedre kvinders pensionsindbetaling.
Kilde: Fagbladet 3F