Onsdag aften skal det britiske parlament igen stemme om ændringsforslag til den brexitplan, som premierminister Theresa May har forhandlet med EU.
I løbet af aftenen skal de folkevalgte tage stilling til op mod fem ændringsforslag til den fremlagte plan, som de tidligere har afvist.
Det meddeler parlamentsformand John Bercow, frem mod at parlamentet stemmer senere onsdag aften.
Bercow har blandt andet valgt, at den parlamentariske forsamling skal stemme om et omtalt ændringsforslag fremlagt af oppositionspartiet Labour.
Partiets ændringsforslag er rettet mod, at regeringen skal støtte Labours alternative brexitplan, der inkluderer en permanent toldunion med EU.
Mandag oplyste Labour, at partiet vil støtte en ny britisk folkeafstemning, såfremt parlamentet ikke stemmer for partiets alternative plan for en EU-skilsmisse.
Men helt op til afstemningen kan de folkevalgte beslutte at trække deres ændringsforslag tilbage. Afstemningen er symbolsk på den måde, at May ikke er tvunget til at rette ind.
Et andet ændringsforslag, der er fremlagt af Det Skotske Nationalparti (SNP), vil udelukke, at briterne forlader EU uden en aftale under nogle omstændigheder.
Derudover skal parlamentet også stemme om et forslag, der er fremlagt af konservative Caroline Spelman. Ifølge hende bør Underhuset debattere og stemme om en eventuel forlængelse af fristen i artikel 50.
Det fremgår af EU-traktatens artikel 50, at der går to år, fra et land meddeler sin udtræden, til det effektueres. Som aftalen er nu, skal briterne derfor forlade EU ved midnat 29. marts 2019 med eller uden en aftale.
Det næstsidste forslag handler om borgeres rettigheder, hvis briterne træder ud uden en aftale.
Og til sidst har Labour-medlemmet Yvette Cooper fremlagt et forslag, der peger på at holde fast i en afstemning 14. marts i forhold til at udskyde brexit, hvis parlamentet igen afviser en brexitaftale.
Afstemningen starter klokken 19 lokal tid. Hver runde tager omkring 15 minutter, og resultatet bliver læst op foran parlamentarikerne.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters