Den schweiziske tennisstjerne Roger Federer gjorde onsdag comeback efter 13 måneders pause med knæproblemer, da han trådte ind i anden runde af Qatar Open.
Mere end et års pause og en dåbsattest, som viser 39 år, giver forventeligt noget rust, men det lykkedes alligevel Federer at nedkæmpe briten Daniel Evans med 7-6, 3-6, 7-5.
Den 20-dobbelte grand slam-vinder kom dog ikke let til noget som helst mod en velspillende Evans, der ydede fornem modstand i næsten to en halv time.
Verdensranglistens nummer 28 servede godt og holdt den andenseedede schweizer på få breakmuligheder langt hen i kampen.
Federer spillede solidt uden at imponere, og det rakte til at tvinge første sæt ud i tiebreak. Ingen af spillerne formåede at bryde den andens serv undervejs.
Tiebreaken var præcis så tæt som selve sættet, og begge spillere nåede at have sætbold, Federer endda tre af slagsen, før schweizeren sikrede sig sættet med 10-8 i tiebreaken.
Han fik også muligheden for at bryde briten i andet sæts første parti, men Evans klarede frisag.
I stedet leverede han kampens første break, da han brød Federer til 3-1.
Han afværgede en breakbold i næste parti, og derfra holdt han serv, så kampen skulle afgøres i et tredje sæt.
Begge spillere servede generelt godt, og de efterlod ikke hinanden mange breakchancer. Sådan var billedet også langt ind i tredje sæt.
Først ved 3-3 var Evans tæt på at bryde en lidt slidt schweizer, som dog på de vigtige tidspunkter leverede et par klasseslag og fik afværget problemerne.
Trætheden begyndte at snige sig ind i serverne, som faldt en smule i kvalitet hos begge, og det gav mere åbne servepartier.
Foran 5-4 havde Roger Federer endda en matchbold i britens serv, som Evans afværgede, men ved 6-5 til Federer gik den ikke længere for Evans.
Federer viste klassen på den første af to matchbolde, da han hamrede en baghåndsvinder ind og spillede sig videre.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.