Målmand Jesper Hansen blev den store helt, da FC Midtjylland fredag vandt klubbens første pokaltitel.
Med to redninger i den afgørende straffesparkskonkurrence slog FCM finalemodstanderen Brøndby, få dage efter at målmanden havde mistet sin bror i en trafikulykke.
- Det kunne vel ikke være skrevet bedre efter det, Jesper har været igennem, siger FCM-træner Kenneth Andersen.
- Det blev afgørende, at Jesper Hansen reddede to, og at vi selv kunne sætte fire ind.
Træneren måtte i weekenden undvære målmanden i en superligakamp mod FC København, men den senere pokalhelt meldte sig tidligere på ugen klar til kamp.
- Vores målmandstræner er meget tæt på Jesper, og han var ikke i tvivl om, at han var klar.
- Jeg tror, at det betød noget for Jesper at vise sin bror den ære, og det var i hans brors ånd. Vi har aldrig været i tvivl om, at han skulle stå, siger Kenneth Andersen.
Pokaltriumfen var FC Midtjyllands første, efter at klubben tidligere har tabt fire finaler. Nu er nullet ud for antallet af pokaltitlen vekslet til et.
- Det betyder rigtig meget. Vores klub har tørstet efter at sætte den her pokal i skabet. Så det betyder noget for hele klubben, siger FCM-træneren.
For to uger siden måtte den midtjyske klub se FC København tage mesterskabet.
Fredagens finale mod Brøndby var tæt. Efter 1-1 i ordinær tid, så formåede ingen af holdene at score i den forlængede spilletid. Derfor endte det i en afgørelse fra straffesparkspletten.
- Jeg ved ikke, om pokaltitlen har reddet sæsonen for os, men når man er modig og melder ud, at vi ville gå efter begge titler, så ville det være en skuffelse at stå med to andenpladser, siger Kenneth Andersen.
/ritzau/